Indvielse af Hvidovre Pumptrack
Folk med hang til motion på en sjov måde glædede sig til lørdag den 21. oktober 2023, for her åbnede Hvidovres nye Pumptrack på Brøndby Havnevej 2, 2650 Hvidovre.
Trods en vejrudsigt, der ikke indbød til udendørsaktiviteter, blev åbningsdagen en cykelfest, der sent vil blive glemt. Stemningen var i top med et publikum af både forældre, lokale børn og familier, BMX-klubber fra nærområdet og mountainbike folk fra Hvidovre Trail. Da snoren blev klippet, hoppede rigtig mange på cyklen, og det skabte Danmarks længste tog, som ingen ende fik.
Energien og begejstringen var stor blandt alle cykelentusiaster som var mødt op denne dag, hvor inspirationen bar præg af de dygtige professionelle atleter som skabte showdelen.
Det var helt unikt at se Danmarks forskellige cykelfællesskaber blive forenet i en legende aktivitet for store og små, hvor alle blev udfordret og lærte af hinanden.
Hvidovre Pumptrack er et projekt startet af Hvidovre Trail, hvor Hvidovre kommune har gjort det muligt økonomisk. Klubben håber at denne bane kan være med til at skabe en helt ny pumptrack disciplin i Danmark. Sporten er endnu ikke optaget i Danmarks Cykle Union, men det arbejder Anders Gammelmark hårdt på. Mest af alt ønsker klubben at gøre dette anlæg til det mest foretrukne samlingssted, især blandt børn og unge og dermed få endnu flere op på cyklen.
Ambitionerne er store hos Hvidovre Trail, som ønsker at afholde nationale- og internationale konkurrencer allerede i 2024. Ansøgningerne er sendt afsted til Scandinavian Pump Track Series og UCI Pump Track World Championships Qualifier. Vi håber derfor på, at vi ses til 2024-sommerens største cykelfest i Hvidovre.
Om Hvidovre Pumptrack
Pumptracken er bygget af Velosolutions, som står bag over 500 pumptracks i 32 lande verden over.
Den asfalterede bane er 201 meter lang og kan bruges til cykling og en række andre sportsgrene, hvor man kører på hjul uden motor. Pumptracken er designet, så der er plads til både at være seriøs og til at have det sjovt. Den er nem og lærerig for begyndere, mens den også kan udfordre selv verdens bedste professionelle cykelatleter. Udover klubbens egne ryttere og nye interesserede forventer formanden også, at en del af den danske elite indenfor BMX kommer til at bruge pumptrackbanen som træningsanlæg.
Det er Hvidovre Trail, som har taget initiativ til pumptrackbanen, og foreningen har været en afgørende drivkraft i forhold til at gøre idéen til virkelighed. Lige ved siden af denne nye bane er der et mountainbikespor, hvor Hvidovre Trail holder til.
Pumptracken er bygget af genbrugsjord blandet op med kalk i stedet for almindeligt grus. På den måde sparer man på CO2-regnskabet i byggeriet, i forhold til både udgravning af materialer i en grusgrav og transporten af grus derfra. Derudover er der i en del af banens omgivelser anlagt et bassin, der opsamler regnvand, inden det bliver ledt videre.
Billeder
Kilde: Velosulotions Scandinavia – Se alle billederne her.
Kilder
- Hvidovre Kommune: Ny pumptrack giver muligheder for legebørn i alle aldre (hvidovre.dk)
- Velosulotions Scandinavia: Åbning af Hvidovre’s Pumptrack – Velosolutions